Der er ikke meget, der er så godt at se som en god film om hævn.

Kort om filmen:

Harry er en ældre pensioneret marinesoldat, der har mistet sin datter, og som hver dag besøger sin syge kone på  det nærliggende hospital. Han passer dog på, hvilken vej han går, idet han ikke vil ned gennem gangtunnellen, hvor de unge storkriminelle holder til.

Narko, vold, tyveri, mord, ja, you name it. Intet holder de unge sig tilbage for, og de lever af at terrorisere indbyggerne i det nærliggende sociale boligbyggeri, hvor de også  selv er vokset op. Alt for ofte har Harry ud af sit vindue set de unge smadre biler, terrorisere naboerne og banke tilfældige forbipasserende.

Så da Harrys eneste tilbageværende ven, Len, pludselig bliver gruppens næste offer, så venter han ikke på det ineffektive politi. Han tager sagen i egen hånd, og én efter én må voldsmændene stå til regnskab – lige indtil politiet selv begynder at mistænke Harry.

Min uforbeholdne mening:

”Harry Brown” er en meget skræmmende film. Det er et stykke socialrealisme, der er skræmmende virkeligt, og det gør ondt helt ind i marven at se den. Men det er også en nødvendig film. Og selvom mange måske vil bruge den som eksempel på, at der skal postes endnu flere penge ind i store, komplicerede programmer, der kan hjælpe ’de stakkels unge’, der ikke kan få tiden til at gå uden at banke nogle tilfældige borgere, så er der også kælet lidt for en anden del af vores personlighed.

Det er så godt som umuligt ikke at sidde og klappe i hænderne, når de unge omtågede voldsmænd selv får lov at smage lidt af deres egen medicin. Det er lidt ligesom at få en gave, du ikke havde forventet. Her ude i den virkelige verden kæles der nemlig alt for ofte for idéen om, at vi skal bruge en masse ressourcer på at få disse unge mennesker rettet ind, i stedet for at vi bruger lidt færre ressourcer på at fjerne problemet – for altid. Puha, hvor har man det skidt-rart, når denne film er færdig.