”Crazy Heart” er hamrende, bankende intens og ikke spor morsom.

Kort om filmen:

Bad Blake er i sin karrieres efterår, og de eneste koncerter, hans manager kan skaffe ham, er på små  barer og i bowlinghaller i små byer langs de sydlige stater i USA. Hans alkoholisme gør også oplevelsen til en blandet fornøjelse for de få trofaste fans, der møder op for at have en hyggelig aften i hans selskab.

Da han når til Santa Fe i New Mexico, beder en blues-pianist ham om en tjeneste. Pianistens niece er nemlig journalist og vil gerne have et interview med Bad, og selvom han ikke har givet et interview i fire år, så indvilliger han, og det bliver begyndelsen til det seneste vendepunkt i hans liv.

Min uforbeholdne mening:

Det er sjældent, en mand kan spille en rolle så intenst, at vi næsten får lyst til at rejse os og gå ind i skærmen for at give ham en hånd. Ikke desto mindre er den slags følelser, Jeff Bridges får op i os. Det er en fornøjelse.

Instruktør Scott Cooper har proppet spillere som Robert Duvall og Maggie Gyllenhaal rundt om Bridges, og det betyder, at hele niveauet er i top. og en sand fornøjelse.

Filmen er et studie i menneskelig forfald og menneskelig opvågnen. Der er ingen helte eller helgener i ”Crazy Heart”, men der er masser af virkelig mennesker med virkelige liv og virkelige følelser. Og når den cocktail bliver serveret rigtigt, så får vi et ordentligt slag i solar plexus – så’n på den fede måde.