Er du fan af X-men, så kender du Professor X, og du kender Magneto. Men ved, hvordan de mødte hinanden?

Kort om filmen:

Da den unge Erik Lehnsherr ser sin mor blive ført gennem porten i koncentrationslejren, mister han besindelsen. Han begynder at skrige og rækker ud efter sin mor, der dog for længst er hevet ind på den anden side. Men snart begynder den store jernlåge at ryste og derefter at give sig, og de tyske vagter har svært ved at holde den unge Erik – indtil de finder en løsning. Allerede dér opdager de, at der er noget helt særligt ved denne unge mand.

Men Erik er ikke alene. Over hele verden findes en række mutanter, der slet ikke har det let, og Charles Xavier beslutter sig for at samle dem, så de kan lære af hinanden og have nogle venner, der er i samme båd som de selv.

Men der går ikke længe, før regeringen er inde over projektet, og det er Eriks gamle arvefjende fra koncentrationslejren også. Før de unge mutanter overhovedet når at få glæde af hinanden, bliver de kastet ud i en kamp på liv og død.

Min uforbeholdne mening:

Det her er en på alle tænkelige måder meget vellykket film. Den er intens, spændende, fantasifuld og velgennemtænkt. Den rammer den gamle 1’er lige i rumpetten og er det perfekte ’missing link’ i sagaen om mutanterne iblandt os.

Filmen er ganske udmærket spillet, men det er ikke en film, der vinder priser for sit skuespil. De mest markante spillere er James McAvoy og Jennifer Lawrence, hvis vi da ikke tæller cameo-rollerne af Hugh Jackman og Oliver Platt.

Historien er stort slået op, men det skal den også være i en X-men film. Vi skal kunne mærke, de har været her, om man så må sige. Men at historien skulle være så gribende, havde jeg egentlig ikke forventet. De spiller meget godt på den opkridtede bane, der ligger lige mellem herlig humor og ’nåh-hvor-er-det-også-synd-for-de-stakler’. Det er altså meget godt gået. Og det er fremfor alt superunderholdende.