Nogle liv er næsten for ubehagelige til at blive udstillet, og de efterlader spor af ufattelig dybde.

Kort om filmen:

Leena er en lykkeligt gift kvinde med to dejlige børn. Da hun en dag bliver ringet op af sin mor, smækker hun med det samme røret på. Da telefonen ringer igen, er det fra hospitalet, hvor de fortæller hende, at hendes mor er syg og ligger for døden.

Hendes mand overtaler hende til, at hele familien sammen skal køre hele vejen hjem til Leenas barndomshjem, så hun kan sige farvel til sin mor. Men mødet bliver også en konfrontation med en barndom, som hun ikke i detaljer har delt med sin mand. Og de forfærdelige minder vælter frem.

Min uforbeholdne mening:

Det er en forfærdelig historie. Men den er blændende fortalt. Og så er meget nået. Men historien er også dyster, hjulpet godt på vej af en mindst lige så dyster musik – selv på tidspunkter i filmen, hvor historien ikke peger mod noget af det sorte.

Når en historie er så  dyster, stiller det ekstra krav til skuespillerpræstationerne, og heller ikke her bliver vi skuffede. Noomi Rapace imponerede vist de fleste i filmatiseringen af Stig Larssons Millenium-bøger, og i denne film er hun om muligt endnu mere overbevisende.

Den positive overraskelse er Outi Mäenpää og Ville Virtanen, der som forældrene er helt i top. Det er nogle forfærdelige roller, og de spiller dem så overbevisende, at det gør ondt langt ind i sjælen.

Problemet er ikke historien. Det er heller ikke manuskriptet eller præsentationen. Det er slet ikke skuespillet og i hvert fald heller ikke instruktionen. Min problem med denne film er indholdet. Og jeg er dybt urimelig, når jeg siger sådan. For indholdet i historien er jo omdrejningspunktet; det er fortællingen. Men for mig er er den så forfærdelig, at jeg egentlig ikke har en god oplevelse, når jeg ser filmen. Jeg har det så skidt med de børn, der har det skidt i filmen. Rent kunstnerisk er det en stor styrke og udtryk for en meget vellykket opgave. Men jeg kan ikke lide at have det dårligt. Men filmen er fantastisk godt lavet, og den er en slags visuel, dybt tragisk novelle. Se den sådan. Tag den ikke for nært. Så vil den gøre ondt.