”A Single Man” er en irriterende smuk film.

Kort om filmen:

George Falconer er professor på  et universitet i Los Angeles. Hans problem er, at det er 1962, og han er homoseksuel. 1962 er absolut ikke tidspunktet, hvor det er lettest at være homoseksuel i USA.

George har mistet sin partner og forsøger at komme videre med sit liv ved at forsætte med sit liv i Los Angeles. Hans eneste aktive kontakt med den virkelige verden er gennem sin gode veninde, Charley, der selv er i en miserabel tilstand efter tabet af sin mand.

Men Charley er alkoholiker og fungerer kun som en erstatningsven, og savnet af Jim er simpelthen for stort for George. Snart må han gøre op med sig selv, om han vil komme videre med sit liv, eller om han vil følge Jim i døden.

Min uforbeholdne mening:

Det her er en usandsynligt smuk film. Jeg skal ikke tøve med at indrømme, at film om homoseksuelle har haft svært ved at fange mig, med mindre de har været komedier som eksempelvis ”The Birdcage”. Men denne her holder. Og det er nok fordi, den ikke er drejet hen i en retning for at chokere eller for at udstille eller provokere. Det er simpelthen bare en fremragende historier, der er gjort endnu smukkere ved at blive hevet ned i tempo.

Filmen er ekstremt velspillet, og det er intet under, at Colin Firth blev nomineret til en Oscar for sin rolle. Hans spil er dybt overbevisende med den evigt lurende desperation liggende lige under overfladen. Og Julianne Moore er intet mindre end fængslende – selv med engelsk accent.

Med andre ord: En lidende bøsse og en alkoholiseret midaldrende kvinde kan sagtens være centrum i en fabelagtig historie. Også når – eller måske især fordi – historien foregår i 60’erne.