”Baby Surprise” er en film, der ender med at appellere til alt det forkerte og samtidig være skræmmende realistisk

Kort om filmen:

Kassie har nået en alder, der gør, at hun indser, hun selv må tage affære, hvis hun skal nå  at have børn. Men da hun fortæller sin neurotiske og hypokondriske bedste ven, Wally, at hun leder efter en sæddonor, får hun ikke uforbeholden støtte.

Wally har nemlig en hemmelighed, som kun en nær ven gennem mange år kan slippe af sted med. Han er nemlig selv forelsket i Kassie – også selvom det ikke er så let for ham at indse det.

Efter et skænderi, inviterer hun alligevel Wally til at deltage i sin ’Bliv gravid’-fest, hvor donoren Roland skal aflevere sit bidrag i et plasticbære, og hele begivenheden skal fejres. Men Wally er ikke glad og har blandet hård sprut med en underlig naturpille, og først flere år begynder det langsomt at gå op for ham, at han den aften nok kom til at gøre noget ganske utilgiveligt.

Min uforbeholdne mening:

Filmen er velspillet. Faktisk er Aniston rigtig god til de roller, hvor hun skal virke lidt desperat – på den sådan lidt underskønne måde. Og Bateman er god, lige meget hvad han laver. Juliette Lewis sætter krydderi på alle film, og findes der en mere afslappet og overbevisende skuespiller end Jeff Goldblum? Med andre ord: besætningen er på plads. Det er manuskriptet bare ikke.

Mens historien om den enlige pige, der hører det biologiske ur tikke, er mere og mere almindelig i vor tid, så er den anden hovedhistorie med det nære venskab mellem manden og kvinden en lige så almindelig forekomst. Men i sig selv lægger ingen af de to hovedingredienser i filmen op til nogen som helst form for humor, og derfor kræver det ekstra meget af det såkaldte ’sub-plot’.

Her møder vi filmens helt store problem. ’Sub-plot’et er nemlig overstået på ganske få minutter, og resultatet er ikke særlig morsomt. Det er relevant. Det er alvorligt. Og det er ikke en dum historie. Det er bare ikke sjovt. Og når en komedie ikke er sjov, så har vi et problem.