”Wall Street – Money Never Sleeps” giver os en gevaldig lektion i vor tids største finansielle krise samt i, hvordan man skærer en troværdig to’er.

Kort om filmen:

Jack er analytiker på Wall Street, og han er uhyggeligt dygtig. Samtidig brænder han for vedvarende energi og har en meget personlig interesse i en virksomhed i Californien, der forsker i fusion.

Men Jack har også en anden forbindelse. Han er nemlig kæreste med Winnie, der har efternavnet Gekko. Hun er datter af den berømte Gordon Gekko, som hun dog afskyr som pesten. Det vil Jack dog forsøge at lave om på. Ikke nødvendigvis fordi han vil arbejde sammen med svigerfar, men han vil giftes med Winnie, og han vil gerne have hans accept.

Men da han går til et foredrag for at præsentere sig, bliver han fuldkommen gennemfascineret af gamle Gordon Gekko, og meget snart er han fanget i et net af spekulation. Og så rammer krisen...

Min uforbeholdne mening:

Filmen er væsentligt bedre spillet end den gamle fra 1987. Og det på trods af, at Michael Douglas vandt både en golden globe og en oscar for sin rolle. Tilgangen af Shia LaBeouf hjælper på både action og ungdom, og Carey Mulligan og Josh Brolin løfter det hele op et helt andet plan.

Samtidig er filmen en herlig måde at behandle finanskrisen på. Vi får genkendelse, vi lærer en masse, og vi får et indblik i nogle af de væmmelige studehandler, der blev indgået i dystre baglokaler og mørke døråbninger. Derudover lærer vi lidt om de vildt overdrevne hjælpepakker, der blev kastet ud til højre og venstre, så den nye amerikanske regering kunne redde ’de gamle drenge’.

Filmen er indsigtsfuld og har morale – på den fede måde. Den er nemlig ikke overdrevet eller sat på spidsen. Og så får vi et herligt glimt af den gamle Gekko, når han endelig får fat i en sjat penge igen. Det her er skøn underholdning.