”Dirch” er én af de mest fængslende danske film i flere år, men det er svært at sige, om den også fanger det yngre publikum.

Kort om filmen:

Dirch Passer er komiker, og sammen med sin makker, Kjeld Petersen, har han stor succes på  ABC Teatret hos Stig Lommer. Men det er ren komedie, og Dirch har flere ambitioner. Han vil meget gerne lave mere og andet, men timingen er gal, og det er egentlig Kjeld, der har haft de største seriøse ambitioner.

Kjeld føler sig nemlig lidt overset. Han ved, han er den dygtigste skuespiller af de to, og han kan samtidig se, at det er Dirch, der får de største klapsalver og de største anmelderroser. Det naturlige talent kalder jalousien frem i Kjeld, og et misforhold opstår mellem de to.

Men Dirch kæmper med masser af dæmoner. Han har ingen selvtillid, og hans mange elskede masker på scenen er steder, han stort set udelukkende bruger til at gemme sig. Men uden for teatrets og filmens verden lever han en voldsomt usund livsstil. Og snart samler alt det sorte sig om ham.

Min uforbeholdne mening:

”Dirch” er en meget intens film. Den er nærmest uforskammet velspillet, og det gælder fra næsten alle involveredes side. Talentet driver ned ad filmlærredet, og det er en ren fornøjelse at se danske spillere på så højt et niveau.

Filmens absolutte fokus er lagt på revyen og teatret, og Dirchs mange film er noget, vi går meget let henover. Det er ikke nødvendigvis et problem, men lad mig sige det sådan, at hvis nogen dansk film på noget tidspunkt har fortjent en forlænget director’s cut, så er det denne. Måske vi så kunne opleve hans karriere som lidt brede samt få lidt mere balance i filmen.

For mens spillet er genialt, og filmen i sin helhed er en stor oplevelse, så efterlader den os ikke med en følelse af hverken glæde eller andet, der tilnærmelsesvis kan kaldes positivt. Den er med andre ord meget, meget dyster. Og det er lidt synd. For selvom vi naturligvis skal have den sande historie om Dirch Passer, og vi ikke skal bildes ind, at alt var rosenrødt, så lades den glæde og de følelser, han efterladte hos sine mange fans og sit henrykte publikum næsten helt i stikken.

Filmen skal dog ses af alle, der blot har et stænk af dansk blod i årerne. Den burde på skoleprogrammet. Vi må og skal kende den største danske komiker gennem tiderne. Og vi må og skal advares om de farer, der ligger og lurer i en branche, hvor alt er masker, intet er ægte, og fansene står og savler efter mere.