I 29 år har Postmand Per underholdt verdens børn – og han gør det stadig

Kort om filmen:

Postmand Per er gået hen og blevet forfremmet. Han har naturligvis stadig kontakt med postkontoret i Grønnedal, men han arbejder nu i specialpakketjenesten i Pencaster. Her er han blevet chef for specialpakke leveringen, og derfor er han også blevet opgraderet med både vibrerende mobiltelefon og helikopter.

I seks herlige historier får Per opgaver, der ikke altid er lige lette at løse, men selvom Per stadig er den godmodige, glade familiefar, så er han blevet lidt mere tjekket. Han er yderst opfindsom, altid idérig og også en anelse heldig. Men frem for alt løser han sine opgaver, så børnenes øjne sidder som sugekopper på fladskærmen. 

Min uforbeholdne mening:

Postmand Per er en fænomenal opfindelse. Historierne fortsætter nu på 29. år med at være præget af herligt upolitiske historier og ved at være tro mod de britiske øer. Således er den bortløbne ko naturligvis skotsk højlandskvæg.

Det politisk korrekte har sneget sig ind ved, at stort set alle racer er repræsenteret i serien. Og selvom det måske – især i England – er ved at være et ganske sandfærdigt billede af livet i selv de mindre byer, så virker det en anelse forkert. Børnene lægger dog ikke mærke til noget, og det er vel også en pointe, der er værd at bide mærke i.

I den danske oversættelse kan man godt undres over, at der i lille Grønnedal tilsyneladende bor folk fra det nordligste Jylland over Fyn og Langeland gennem København til Falster. Og nåh ja, så er der også lige et par nydanskere på  stemme-listen. Men netop de forskellige stemmer er så markant forskellige, at de er lette at skelne fra hinanden for børnene, og det giver genkendelse – også når en far på eksempelvis Frederiksberg skal læse historierne og forsøger at lægge de rette stemmer på.

Per er en god fyr. Filmene er så harmløse, at hvis du bare giver dig selv lov til at tage imod, så kan du rent faktisk slappe helt af og bare nyde det. Det svarede lidt til, da vi selv lavede mos til vore børn, da de var helt små. Det var såmænd bare kartofler og gulerødder uden skyggen af salt eller peber, men efter et par dage, hvor vi selv havde smagt det til, opdagede vi, at den rene råvare faktisk smagte rigtig godt. Per er den rene råvare, og historierne smager bare rigtig, rigtig godt.