Et smugkig ind i et fascinerende liv.

Kort om filmen:

Vi følger den unge Gabrielle, fra hun som ung pige ankommer til børnehjemmet, til hun som sanger på halvsleske barer sammen med sin søster møder de første mennesker, der kan skubbe hende i den rigtige retning.

Gennem sit bekendtskab med den rige Êtienne Balsan, der tilbyder hende de første spæde forsøg på weekendkærlighed, møder hun englænderen Arthur Capel, som hun for alvor taber sit hjerte til.

Men hendes rigtige passion ligger i design af først hatte, siden tøj og til sidst dufte, og hun ender sine dage i 1971 som den første kvinde, der borede en pæl ind i en stiv mandeverden og via noget så simpelt som beklædning frigjorde en hel generation af kvinder.

Min uforbeholdne mening:

”Coco avant Chanel” tilbyder mere realisme, end vi er vant til fra film i denne genre. Til gengæld har de lukket den inde i et lille tidsrum og er ikke gået ind i hverken de lidelser, der utvivlsomt fulgte i kølvandet på end forholdsvis traumatisk barndom eller den hårde proces, det må have været at slå igennem som kvindelig forretningsdrivende i en mandedrevet verden. Og det er faktisk synd.

På den anden side er det også det, der er med til at få filmen til at skille sig ud fra sine ’konkurrenter’, og den sammenpressede periode giver os mulighed for at få en reel bid af Coco Chanel, som hun var og reagerede i forskellige situationer i stedet for en serie af brudstykker sammensat af større og mindre historiske begivenheder. Den slags kan vi læse om i en biografi. Det her er film. Og det er fransk film. Der skal være plads og tid til passionen og indlevelsen. Det får vi her.