Om vi vil det eller ej, så er der bare nogen, der kan det der med kærlighedsfilm.

Kort om filmen:

John Tyree er elitesoldat. Under en orlov møder han Savannah, og langsomt falder de to for hinanden.

Men John har en lidt hård historie bag sig uden en mor og med en far, der lider af en mild form for autisme. Det lægger endnu et pres på de to, når de forsøger at holde deres kærlighed i live i et år via breve, mens Savannah er i skole, og John er ude på missioner rundt om i verden.

Da året er ved at være omme, og de glæder sig til at kunne være sammen på fuldtid, løber de ind i en dato, de ikke havde troet ville blive vigtig: 11. september, 2001. Hvad vil den dato betyde for John og hans enhed? Og kan deres forhold overleve, hvis John tager endnu en tørn i forsvaret?

Min uforbeholdne mening:

Jeg er en mand med stort M. Jeg har det svært med rigtige chick flicks, og jeg var vild med ”Expendables”. Sorry! Sådan er det bare. Men Nicholas Sparks kan altså bare et eller andet. Hans kærlighedsfilm har en balance mellem kærlighed og smerte, der bare vækker et eller andet i mig.

Jeg er vild med hans figurer, og jeg har direkte lyst til at møde dem. Jeg ved, de har brug for mig, og de vækker fadergenet i mig.

Desuden er filmen dejligt velspillet, og det betyder, at der ikke er irritationsmomenter, hvilket er skønt. Og når så Henry Thomas dukker op i en stor rolle, så er der også lidt til entusiasterne. Hans rolle er fantastisk, og hvem vil ikke se Elliott fra E.T. klare sig godt?