”Last Night” er et studie i manglende kommunikation og med sikkerhed et udtryk noget alt for almindeligt forekommende.

Kort om filmen:

Michael og Joanna er lykkeligt gift. Men de har begge deres udseende med sig og er derfor også  ganske attråværdige for andre. Nu er det sådan, at Michael gennem sit arbejde er blevet ganske velhavende, og derfor bor de godt i en stor lejlighed i New York.

En aften til en fest opdager Joanna, at der måske er mere mellem Michael og hans nye kollega, Laura. Han sværger, at der ikke er mere og får hende beroliget, til at han dagen efter skal på forretningsrejse med hende. Men da han er taget af sted, møder hun selv sin gamle flamme, og der opstår sød musik. Og pludselig er begge to på gyngende grund.

Min uforbeholdne mening:

Filmen er meget velspillet, og så foregår den i et dejligt, roligt tempo. Hovedhandlingen udspiller sig stort set over en aften, og det er altid interessant at se, menneskers udvikling, når de påvirker hinanden og lader sig påvirke af stemninger og situationer.

Men emnet er ubehageligt. Det handler jo i sidste ende om menneskelig svaghed. Den handler om utroskab, og en værre egenskab finder vi næppe hos mennesker. Og selvom de måske stopper halvvejs og derved på fin Hollywood-maner forsvarer sig med, at de jo så ikke har været utro, så er det jo ikke sandt. Ekstrem menneskelig ynkelighed i et øjeblik udstilles og forsvares med, at ’der mangler noget’, eller at ’de søger’ eller lignende. Det er vammelt.

Men når jeg reagerer så voldsomt på filmen, så er det selvfølgelig fordi, at den virker. Den er skruet rigtigt sammen, og den er meget velspillet. Jeg kan derfor kun anbefale den. Se den, og blive lige så sur, som jeg blev, haha!