En flot holdopstilling sikrer denne moderne sugdomsfortælling en masse velfortjente point.

Kort om filmen:

Marley er en knalddygtig vice president i et reklamefirma, og hun er en glad og fri pige med en let tilgang til livet, til sin familie og venner og til sex. Der skal være plads til det hele men i velafpassede mængder. Fremfor alt er det vigtigt for hende at have det sjovt – i alt, hvad hun laver.

Da hun en dag får beskeden om, at hun har kræft i tarmen, er der egentlig ikke meget, der ændrer sig for hende. Og dog. Selvom hun stadig forsøger at gå til livet med højt humør, så har hun haft en vision. Hun har simpelthen mødt Gud, og Gud var i skikkelse af Whoopi Goldberg – ene og alene fordi Marley er vild med Whoopi Goldberg. Og Gud har givet hende tre ønsker: Marley vil gerne flyve. Marley vil gerne have en million dollars. Og så har Marley lidt svært ved at udtrykke sit sidste ønske.

Lidt efter lidt kommer hun i situationer, hvor hun ser sine ønsker opfyldt, men det er ikke det største, der sker for hende. Hun går nemlig stille og roligt og forelsker sig i sin læge, dr. Julian Goldstein. Og mon ikke hendes ønske er, at han skal føle på samme måde?

Min uforbeholdne mening:

I en moderne verden, hvor vi er blevet meget mere overfladiske og lever i det hurtige, lette og moderne sprog, så kan det være meget vanskeligt pludselig at skulle forholde sig til noget så alvorligt som døden. Det kan Marley heller ikke. Og det er her, filmen gør det rigtig godt. Endda overordentlig godt. Den viser os vores egen tilværelse – ja, ja, i et andet miljø, men den rammer plet, fordi vi alt, alt for let kan identificere os med Marleys tilgang til sin nye virkelighed.

Bernal er en fremragende skuespiller. Og når han får lov at være den bløde mand, så er han absolut på hjemmebane. Men der er ingen tvivl om, at klipperen har haft lidt travlt her. Bernals figur er nemlig ikke utroværdig ved spillet, men den mangler at overbevise helt, fordi vi lader til at springe en del elementer i kærligheden over. Og det er synd. Nej, jeg efterlyser ikke, at Marley og Julians kærlighed skal udpensles, for så vil filmen som helhed savne balance. Men et eller to minutter mere med de to i den indledende og flirtende fase ville have gjort underværker. For da Marley endelig indrømmer, at hun har givet plads i det korte tilbageværende liv, hun har, til at lade sig elske og at forelske sig i en mand, så er det bare svært at se, hvad der har fået hende til det. For hendes sygdom er ikke nok til at rykke på specielt mange andre parametre, så hvorfor skulle noget så stort som kærligheden pludselig få mere plads. Jeg savner lidt mere forklaring. Det kunne jeg have fået med et par minutter mere af Bernals Julian som andet end en emotionel boksebold.

Williams og Bates viser deres mange års erfaring ved at levere mindre men usvigeligt sikre præstationer. De er indbegrebet af stabilitet i Marleys liv, og de er det også i filmen. Et elegant træk. De øvrige figurer lærer vi også at elske for alt, hvad de har at tilbyde. Og når spillet er sådan, så er vi meget ofte med. Alt i alt en god oplevelse, men klipperen skal lige have en professionelt rap over nallerne.