”Sandheden om mænd” er en jævnt vittig men meget lang film.

Kort om serien:

Mads er en dygtig manuskriptforfatter med masser af succes på en landsdækkende tv-station. Han skriver replikkerne til én af de største tv-serier; han lever i et solidt forhold med den smukke Marie, og han har lige købt hus uden for byen. Livet er godt.

Men Mads er ikke lykkelig. Han føler sig sat, og han er klar over, at han lever på en helt anden måde, end han håbede, han ville gøre på dette tidspunkt i sit liv. Efter at have set sin gode ven og kollega falde om med et hjerteanfald, bliver han nervøs for, om han egentlig ”lever sit liv som en guitarsolo”, som han i en alder af 17 år skrev i et brev til sig selv. Derfor begiver han sig på jagt efter lykken. Den er jo lige derude – eller er den?

Min uforbeholdne mening:

Filmen starter egentlig okay. Alle over 30 kan nikke genkendende til nogle af de tanker, Mads gør sig. Derfor rammer den os og giver mening – vel at mærke til at begynde med.Men filmens tempo er en hæmsko. Mads tænker nemlig heeeeeeele tiden, og det går bare ikke stærkt. Ikke at det nødvendigvis skal gå stærkt, når en mand tænker, men for filmens skyld, må der gerne være lidt passager med liv og fart på, om ikke andet så for at holde publikum fanget.

Et andet problem er lyden. Ingen kan høre, hvad folk siger i danske film, men i ”Sandheden om mænd” er det et kæmpeproblem. Hvis ikke der er tekster på, er du i store vanskeligheder. Musikken til gengæld er meget høj, så det minder lidt om TV3’s reklamer, hvor lyden er skruet kunstigt i vejret. Men hvor er det dog irriterende.

Alt i alt er filmen for langtrukken. Og så skuffer den. Der er ingen lyspunkter. Den holder ikke humoren men bliver lidt patetisk, og den savner passion. Misforstå mig ikke. Der er masser af sex men ingen passion. Og når en film i den grad lægger op til passion, så er det bare meget skuffende. Ærgerligt, for den kunne have været så god.