Brendan Fraser er genial i roller med dyr.

Kort om filmen:

Dan Sanders er projektleder på  forskellige bygningsarbejder, og nu har han overbevist sin kone og søn til at flytte med ud i skoven for at udvikle et område for sin chef Neal Lyman. Men sønnen vil hellere tilbage til Chicago, og Dan finder hurtigt ud af, at der er andet, der taler imod projektet.

Snart begynder Dan at føle sig angrebet og chikaneret af dyrene i skoven omkring dem, men han har overordentlig svært ved at overbevise sin familie om det, der sker med ham og omkring ham. Han må træffe nogle svære beslutninger, og en dag går der et lyd op for ham. Måske er hans chef ikke så grøn og miljøvenlig, som han giver udtryk for.

Min uforbeholdne mening:

Der er lavet langt sjovere film end ”Furry Vengeance”. Lad os lige få det på plads med det samme. Men når film er for børn, og de i stor stil er bøvede, så er det ikke fair, hvis jeg som voksen sidder her og anskuer det hele på en urealistisk analytisk måde.

Jeg så derfor filmen med en 14-årig og en 8-årig. Og der var masser af grin fra begge to. Det er lidt afvæbnende ikke at skulle finde dybere meninger og skjulte budskaber i alt. Her handler det om at være god mod naturen og mod dyrene og at vise det med nogle solide grin. Og det lykkes faktisk til fulde.

Undervejs får vi så lige et par bonusgrin, der filmen refererer til flere gamle film og samtidig formår at lave lidt grin med sig selv. Det er ganske charmerende. Som altid i denne slags film er der for få sjove fraklip. Ja, noget skulle jeg jo brokke mig over.