”Ghost Writer” har Polanskis fingeraftryk spredt ud over det hele.

Kort om filmen:

En ung mand bliver hyret til at være ’skygge’ – ghost writer for den afgåede engelske premierminister Adam Lang, da dennes tidligere ghost writer bliver fundet død efter en drukneulykke.

Han har kun ganske kort tid til opgaven, og han må mønstre alle kræfter for at forsøge at redigere sin nu afdøde forgængers værk før deadline. Men langsomt opdager han for mange uoverensstemmelser med virkeligheden, og da han begynder at bore lidt dybere i premierministerens historie, bliver det pludselig til en kamp på liv og død.

Min uforbeholdne mening:

Filmen er udmærket spillet, om end lidt forceret. Brosnan er en glimrende premierminister, og hans hustru spilles pænt af Olivia Williams, men mange af de øvrige roller er lidt for skæve, om end jeg elskede James Belushi som Maddox.

Som med enhver anden thriller med politiske undertoner, så er den meget farvet, og det gør ikke noget, hvis historien bare var troværdig. Men den udvikler sig til at være så  langt ude, at vi til sidst nærmest bare følger med og søger tilflugt i de hyppige spændingsmomenter. Og det er lidt synd.

Hollywood er per definition meget venstreorienteret, og det kan være ganske underholdende. Polanski passer fint ind i den stil, og derfor bliver filmen heller ikke for mærkelig. Måske er det bare fordi, man godt kan blive en anelse småtræt af konstant Bush bashing, især her efter to år, hvor ansvaret godt snart må omlægges lidt. Det betyder absolut ikke, at det er en kedelig historie. Der er masser af spænding men på et underligt lavt europæisk niveau. ”Vi vil godt fange ham der og slå ham ihjel, men vi sender kun én vogn.”

Filmen kan helt klart nydes. Vi skal bare lige trække vejret et par gange først og gøre os klart, at vi har med et meget farvet projekt at gøre. Er det Michael Moore-idioti? Nej, overhovedet ikke, men nogle konspirationsteorier virker bare ikke.