Spionen, der kom ind fra nabohuset.

Kort om filmen:

Bob Ho er kinesisk uddannet agent udlånt gennem mange år til CIA, og han står over for at skulle på pension. Som en aller sidste gerning fanger han forbryderen Poldark, før han tager hjem til sit hus, hvor han har store planer om at skulle tilbringe en masse tid med sin nabo, Gillian.

Der er bare to små hager. Gillian tror, Bob er kuglepenssælger. Og Gillians tre børn kan ikke klare synet af ham. Men der opstår en helt unik mulighed, da Gillian må tage af sted i nogle dage for at tilse et sygt familiemedlem. Bob tilbyder straks at tage sig af børnene, mens hun er væk og begrunder det med, at det vil give ham chancen for at knytte sig mere til dem.

Desværre går det ikke helt, som præsten prædiker. Poldark er flygtet, og børnene behandler Bob forfærdeligt. Og da en af børnene downloader noget fra Bobs computer, bryder helvede løs, og pludselig er jagten gået ind. 

Min uforbeholdne mening:

Det her er ikke en biograffilm. Det er dårligt nok en aftenfilm. Det er en film, du bør se med dine halvstore børn en rolig eftermiddag, hvor du mest er til den lette underholdning. For det er superlet underholdning og den simple historie, der er i centrum her.

Jackie Chan er en sikker billetsælger. Han er så elskelig, og du kan ikke lade være med at holde af ham. Det gælder også i denne rolle. Han er sjov, og han er lidt kikset. Samtidig er han stadig superadræt, og han springer rundt som en fjeder, hvilket er helt i orden for en mand, der er fyldt 56.

Alt i alt får du lige nøjagtigt det, du kan tillade dig at forvente fra en film som ”The Spy Next Door”. Sammenlignet med de store komedier, er den ikke god. Sammenlignet med de store spionfilm, er den heller ikke så god. Men sammenligner du den med de andre film i samme kategori, hvor det er smilet, de tydelige skurke og de varme følelser, der skal gødes, så rammer den altså meget godt. Det er ren underholdning.