Et intenst kig på brødreforhold behøver ikke være hverken kedeligt eller rørstrømsk.

Kort om filmen:

Antons storebror Buller er autist. Han har en lidt hård hverdag, hvor hans sygdom begrænser ham nok til, at han i mange aspekter i sin hverdag ikke alene er afhængig af sin mor men også af sin lillebror. Og det huer ikke Anton, der savner en ’rigtig’ storebror.

Men Buller gemmer på en hemmelighed. Bag de glatte, bekymrede øjne finder Anton nemlig en dag en viden og en intelligens, der overbeviser ham om, at hans storebror simpelthen er super. Buller forudser nemlig, at en lille meteor vil falde ned i nærheden, og at den vil indeholde noget meget interessant.

Anton får det bragt hjem, og ved hjælp af indholdet i meteoren bliver storebror ikke bare normal men endnu mere. Men er det nu også det, Anton har ledt efter?

Min uforbeholdne mening:

”Superbror” er rørende uden at kalde på tårer. Den er favnende uden at kvæle. Og den er intens uden at overdrive. Al meteor-halløjet kan forsvares for at kalde den en børnefilm, men resten er for hele familien – på godt og på ondt.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg faktisk så filmen to gange på samme dag. Det er den værd. Det er næsten svært at gennemskue, hvor velspillet den er, men til gengæld rammer historien (altså den lige under overfladen) bare lige i solar plexus. Og underligt nok er det en vidunderlig følelse.