Mel Gibson får sig nogle emotionelle tæsk og deler selv et par mere korporlige ud.

Kort om filmen:

Politimanden Thomas Craven får besøg af sin datter, som han gennem de senere år ikke har haft et nært forhold til. Det er derfor lidt svært for at mærke på hende, at hun bærer rundt på en stor byrde. Og han når aldrig at finde ud af, hvad det er, før hun brutalt bliver mejet ned foran hans hus og udånder i hans arme.

Craven har naturligvis al sympati fra sine kolleger, der sætter alt ind på at finde den brutale morder, der, før han skød datteren, råbte ”Craven2 og dermed fik alle til at tro, at det var Thomas, der skulle have været offeret.

Langsomt går det op for ham, at hans datter bar på en frygtelig hemmelighed, der har fangarme langt op i det politiske liv og har med personer at gøre, der ikke lige er til at vælte omkuld.

Min uforbeholdne mening:

Trods et emne, der indbyder til et hæsblæsende tempo, er filmen overraskende rolig. Jo, den er handlings- og følelsesmættet, men på alle de rigtige måder, om man så må sige, og den efterlader os med en følelse af afslutning. Alt for få film slutter, når de slutter. Det gør denne her i den grad.

Gibson er blevet ældre, men han ved det godt, og det gør ham tilsyneladende ikke noget – på lærredet. Hans alder passer perfekt til denne rolle, og han kan stadig bære at være en anelse hård i filten.

I hans næste film ”The Beaver” spiller han en mand, der vandrer rundt med en bæverdukke på hånden og behandler den, som var den levende. Hvis den havde været det første projekt efter sammenstødet med politiet og det meste af den jødiske verden, så havde der måske været mere grund til bekymringer.