Hvis vi nu lader som om, det aldrig skete....

Her i Danmark har vi det oftest bedst med ikke at blande os for meget. Vi kan godt lide at se på, og er der lidt drama, er det endnu bedre. For megen sandhed og for mange fakta forvirrer tit billedet, og det er langt fra altid, at det gør historierne bedre. Hvis nu for eksempel vi hørte, at nogen havde forsøgt at forgifte den tidligere præsident Bush og hans hustru, så vil vi helst ikke høre det.

Vi vil gerne forblive i troen på, at de er nogle skidtkarle. Hvis nu vi ikke behøver at følge med i det ypperligste inden for en sport, så lader vi være. Vi vil forbeholde os retten til at være ligeglade. Men når nogen truer eller direkte går ind og angriber os eller roser os (ikke vore venner; det betyder ikke noget), så rækker vi i det mindste stille en hånd i vejret og beder om at høre mere – når vi har fået taleretten. Nej, fy, I må ikke true Pia Kjærsgaard.

Ja, vi er lidt stolte af Noma. Danskerne er sådan lidt ligesom de tre aber: ikke se, ikke høre, ikke tale. Måske er det meget passende for en lille nation, der egentlig ikke har specielt meget at være stolte af, men lidt selvtillid ville da klæde os lidt, ville det ikke? Bryd nu lidt ud af rækkerne.

Tillad jer selv at have en mening, der ikke er dikteret af det til enhver tid mest populære mantra. Vis mod. Bare sådan så vi har prøvet det.