I den kommende uge skal islændingene beslutte, hvorvidt de vil betale deres gæld tilbage til englænderne og hollænderne.

I denne uge skal islændingene tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt landet skal betale sin gæld tilbage til den engelske og hollandske regering, efter de i princippet gik ind og sikrede islændingene, da Icesaves banken gik konkurs.

Islændingene vil ikke være glade for det, og de vil med al sandsynlighed sige nej. Men kan de det?

Der ligger et helt basalt spørgsmål til grund for denne problemstilling, nemlig: Hvem skal betale for at hjælpe andre ud af en krise? Skal gælden betales af staten, af kommende generationer eller over skatten her og nu? Hvad end beslutningen bliver, så er det generelle synspunkt: Enhver anden end mig! Der er ingen, der synes, de bør holdes ansvarlige.

Det er et økonomisk spørgsmål, fordi pengene jo skal betales tilbage. Bliver de ikke betalt tilbage, vil konsekvensen være, at den islandske regering bliver ultimativt presset gennem obligationsmarkedet.

Men det er også et intenst politisk spørgsmål, fordi der er så mange interessegrupper. Og lige nu er Islands præsident Ólafur Ragnar Grímsson landets mest populære mand, fordi han har opfordret til et nej.

Det fjerner dog ikke spørgsmålet om, hver der skal betale regningen, og i mange af de nordiske lande har man det synspunkt, at islændingene, der var så hurtige og løse med pengene, da tiderne var gode, og de tjente rigtig mange penge, nu bør klemme ballerne sammen og betale prisen.

Der er dog en anden side af historien. Englænderne og hollænderne gik kun ind og gav statsgarantier, fordi banker i de to pågældende lande dækkede de store underskud. Men hvad var den oprindelige aftale? Bankerne fik masser af goodwill og fik lov at beholde nogle af de største kunder, fordi de gik ind og dækkede deres underskud i de islandske eventyr. De to stater gik så ind og gav garanti. Men er det reelt islændingenes problem?

Det bliver en yderst interessant uge for vore nordiske brødre.