Der skal små mirakler til, men vi kan selv vende krisen.

Når virksomheder får at vide, at en krise nærmer sig, og at købedygtigheden vil mindskes, så er det helt naturligt, at de sætter blusset på halv. Det betyder, de ikke har brug for lige så mange ansatte, og derfor lader de nogle gå.

Flere mennesker er derfor uden arbejde, og det går endnu hårdere ud over købedygtigheden, hvilket får flere virksomheder til at skrue ned for blusset eller dreje nøglen helt om. Der er med andre om tale om den berømte skrue uden ende. Men nu er det sådan med skruer, at de kan dreje begge veje. Når investorer derfor atter begynder at vise tillid til danske virksomheder på aktiemarkedet, så er det en mulighed for at skrue lidt op for blusset igen.

Ansæt lidt flere folk, skab lidt bedre privatøkonomi, og øg købedygtigheden. Så foreligger muligheden, at vi langsomt kan få toget til at køre den rigtige vej igen. Det er forsøgt gjort på den mest kunstige måde overhovedet. De berømte/berygtede bankpakker var ment som en redningsplanke til bankerne, så de igen kunne låne penge ud til de kunder, hvis iværksættergen og ide-generator ikke var løbet helt tør for brændstof.

Pengene blev i stor udstrækning brugt til først at dække huller skabt af forkerte investeringer og dårligt trufne valg og siden som en buffer for de kommende års fortsatte krise. Med andre ord: Banker, der har taget alverdens risici og ikke har spillet på de rigtige heste, har fået offentlig godkendelse og endda folkelig finansiel støtte til at fortsætte galskaben. Men lad nu for fa’en gode banker være gode banker, og lad dårlige banker være dårlige banker.

Denne krise er en god måde at få ryddet op på. Så se signalerne! Det starter på aktiemarkedet. Grib depechen! Og vær med til at begynde at dreje skruen den anden vej. Vi kan selv – uden støtte, tak!