Ikke megen interesse fra læserne omkring Laura Bush’s nye bog.

Præsident Bush, der var præsident fra 2001 til 2009, oplevede ikke en særlig høj popularitet. Jo, i de første måneder efter valget, og da hele verden stod sammen mod terrorismen efter 11. september 2001, da var han svimlende populær. Men så snart han begyndte at påtage sig den rolle som verdens politimand, som Clinton havde nægtet at tage på sig – med kaos og udvikling af terrorenheder over hele verden til følge – da begyndte skeptikerne at få foder til den intellektuelle bughule. Bush var god som offer. Bush var fin som den sårede.

Den amerikanske og internationale kulturelite kunne lide et USA, der blødte. Men de kunne ikke lide et USA, der forsvarede sig. De kunne ikke lide et USA, der blev stærkere af modgangen. De kunne ikke lide et USA, der blev proaktive. Gennem otte år smittede det af på hele verden, og med de førende medier ved roret, bevægede vi os ud på et kulturelt hævntogt mod en præsident, der tilsyneladende havde den frækhed oven i købet at tro på Gud.

Det blev vi alle berørt af, og ikke mange stiller sig i dag op og støtter de beslutninger, præsident Bush traf. Derfor er der heller ikke mange af læserne, der interesserer sig for, hvad hans hustru, Laura Bush, har at sige om den periode. Det interesserer dem simpelthen ikke.