Det virker så underligt at høre tale om global opvarmning, når sneen vælter ned.

Det er ikke fordi, vi ikke vil forstå det. Vi tror gerne på forskere, og vi tror gerne på fakta. Men det er bare som om, det vejr vi for tiden oplever, og som de især oplever i Washington DC, har det med at svække vores tro på politikere. Korte fakta: For tyve år siden var forskernes frygt, at den istid, som alle vidste ville komme (for istider kommer omkring hver 10.000 år, fik vi at vide), den måske var på vej lidt hurtigere, end vi havde forventet.

Derefter begyndte en ny bølge at brede sig. Nu ville vi snart få det for varmt. Nogle aflæsninger af træstammers kerner samt sammenligninger med temperaturer taget for over 100 år siden på afsides liggende egne i blandt andet Sibirien gjorde, at vi nu skulle til at frygte det modsatte: at det ville blive varmere.

De kaldte det global opvarmning, og det var her omkring, Al Gore lavede sin film og fik sin fredspris. Senere har man så fundet ud af, at træstammelæsningerne var forkerte, at det måske kan være svært at bruge nøjagtige temperaturlæsninger foretaget af bønder i Kamchatka for 120 år siden – og i øvrigt er temperaturerne ikke steget siden år 2000.

Det var her omkring, at den bevægelse, der nu havde vokset sig kæmpestor og havde en bunke penge begyndte at ændre på ordlyden. Nu hed det ikke længere global opvarmning. Nu hed det klimaforandringer. Så er man jo også ligesom dækket ind, ikke.

Og da vi kort før den store klimakonference i København i slutningen af sidste år, hørte den chokerende historie om, hvordan modstridende fakta var blevet ændret, ødelagt eller smidt ud, og hvordan modstridende synspunkter var blevet holdt nede, så var vores skepsis på sit højeste. Derfor er dagens konklusion på dette spørgsmål ikke en egentlig konklusion.

Kig i stedet på de afgivne stemmer, og se, hvordan de spreder sig. DET er konklusionen. DET er resultatet. Men tro ikke, at nogen kender løsningen.