Det er ikke sympatisk at sænke dagpengeperioden uden at sænke skatten.

Vi lever i dag i et overflod af velfærd. Peger vi på noget, kan vi sikkert finde en eller anden måde, hvorpå vi kan få det fra staten. Den slags afgivelse af personlig frihed og kontrol er næsten unik for Danmark. Den siddende regering har i mange år forsøgt at få danskerne op ad stolene igen og forsøge at påtage sig lidt mere personligt ansvar for, hvordan de som individ og familie klarer sig.

Den slags er ikke let, når man er blevet fodret med alt gennem mere end 30 år. Nu har vi så en krise, der har fået regeringen til først at udskyde skattelettelser og dernæst skære i dagpengeperioden. Nu hører det bare ikke sammen længere. Hvis Jens vil arbejde sig gul og blå, så skal han have lov til det, og vi skal på ingen måde kunne gribe ind i hans ønsker om indsats, kvalitet eller indtjening.

Og når Jens gennem en A-kasse har forsikret sig, så ved vi også, at han er sikret i de perioder, han måtte oplever problemer – som eksempelvis i en krise som denne. Men tager vi nogle af de ting fra ham, som han så rigeligt betaler for i skat, så må vi naturligvis også sætte skatten ned. Dette svarer til, at du betaler for at komme ind i Tivoli, og mens du er der, lukker de halvdelen af boderne og forlystelserne – uden at give dig penge tilbage.

Det er dårlig forretning, og det er skidt moral.