Formanden for FOA har nok ret i sin kritik af fagbevægelsen.

Nu skal vi ikke få det til at lyde som om, det er en kæmpe overraskelse, at fagbevægelsen i næsten samlet flok har klappet i hænderne over det fælles økonomiske udspil fra S-SF. Traditionelt set har fagbevægelsen altid haltet efter socialisterne som en savlende hundehvalp.

Men i 1996 brød fagbevægelsen officielt båndene med den røde side af salen. Nu skulle de være uafhængige. Så når formanden for Forbundet af Offentligt Ansatte nu kritiserer fagbevægelsen for deres videre savlen over den røde plan, så er danskerne faktisk enige i, at det er et skidt signal fra fagbevægelsen at sende.

Igen må vi sige, at der ikke er tale om overraskelse. Man kunne fristes til at sige: Far er ikke sur. Far er skuffet.