Daniel Radcliffe bør nok holde sig til skuespillet, hvis han vil vise sit flag fremover.

Siden Ronald Reagan blev præsident i USA og endda endte med at blive en af landets tre bedste nogensinde, så har diverse skuespillere følt ’kaldet’. Og da Arnold Schwarzenegger overtog det ramponerede guvernørembede efter fallit-demokraten Gray Davis i Californien – et valg som Fedtmule kunne have vundet efter Davis’ katastrofale valgperiode afsluttende med den berygtede Enron-skandale – så er selvtilliden støt vokset hos en stor del af verdens skuespillere: ”Når han kan, såååååå....!”

I dag brager den ene håbefulde skuespiller-politiker efter den anden ud med den ene mere tåbelige bemærkning end den næste, og deres udhulede hjernebrask runger hele vejen henover Atlanterhavet. Det er ikke så pokkers moderne på vore breddegrader at se Freuds egen super-ID så selvlysende som hos Sean Penn, Tim Robbins, Madonna og andre IQ-patienter, så derfor bør vi måske ikke med det samme forkaste tanken om, at Daniel Radcliffe måske kunne have en effekt i engelsk politik. Modsat Hollywoods socialistiske medløberkultur, så har Radcliffe da i det mindste valgt at støtte et mindre kendt parti og udfordre de siddende.

Men læserne mener stadig ikke, han vil kunne få den store effekt i den kommende engelske valgkamp.