Da det store rige selv fik problemer, kunne de ikke hjælpe de små.

En gang var der et stort land, der hed Amerika. Da de fik store økonomiske problemer og havde belånt ¾ af landet og efterladt gælden til de kommende generationer, valgte de at sige nej til at give en masse penge for at rette op på den dårlige økonomi i de mindre lande. Det var egentlig let at forstå, for når du ikke har nogle penge, er det svært at give dem væk.

Men i de små lande var de vrede. De ville have, at det store Amerika igen skulle komme og redde dem, lige som de havde gjort det både i krige og økonomisk så mange gange tidligere. Men de kloge danskere forstod godt, at det ikke kunne lade sig gøre. De var godt klar over, at når man selv skidt i sin egen hønsegård, så er det egentlig fair nok, at man selv rydder op.

Nu manglede vi bare lige, at det store Amerika selv forstod det. Indtil videre hed devisen derovre nemlig: Når vi nu har mistet alle vores penge, så beder vi bare det store Kina om at købe den gæld. Se, det var nemlig også en løsning... øøøh, nej, et svar... neeej, en idé? Noget, der burde have været stoppet? Tåbeligt? Håbløst? Ja, de var tossede, de amerikanere, men vi kunne så godt lide dem. For lige børn legede jo nu engang bedst.