Det er svært at vide, hvem vi skal blive mest vrede på: Nobel’lerne eller anti-Nobel’lerne.

Nobels fredspris havde en gang stærk signalværdi. Opfinderen af dynamit, Alfred Nobel, har nok snurret rundt et par gange i sin grav, da prisen fandt sit nuværende ekstremt politiske niveau, men ikke desto mindre har den stadig en vis værdi nogle steder i befolkningen.

Der er flere og flere, der helt ser bort fra prisen, siden Yasser Arafat fik den, og da Al Gore for et par år siden tog imod prisen for at have lavet en film, der stort set ikke kan vises nogle steder i dag, fordi den er så beviseligt spækket med fejl, at den for eksempel i Storbritannien udkommer med 76 (!!) siders rettelser, der røg endnu en spand fra.

Men da præsident Obama modtog den ene og alene af den årsag, at han var Demokrat og valgt til præsident, så stod verden ikke længere. Ikke desto mindre har prisen hos en del danskere stadig en eller anden form for symbolsk værdi, så når seks lande ikke deltager i ceremonien for årets vinder, den fængslede kinesiske systemkritiker og forfatter Liu Xiaobo, så er der trods alt en vis harme at spore.