Iran danser rundt og stikker til hele verden, og vi står bare og tager imod.

Hele verdens terrorist-gylletank nummer et hedder Iran. Siden revolutionen i 1979, hvor det diktatoriske fundamentale præstestyre bombede hele nationen tilbage til middelalderen, har Iran gang på gang været i verdens kikkertsigte. Om det har været araberne eller den vestlige verden, der har været fjenderne, så har Iran altid med stolthed indtaget pladsen som tornen i øjet, provocateur nummer 1, ja, lad os sige det, som det er: de største svin, vi kan forestille os. Men tilsyneladende har det virket.

Nu har Iranerne nemlig indledt forhandlinger med blandt andet USA om, at de skal udskibe dele af den berigede uran. På en sølle præsidentperiode, er USA gået fra at for enhver pris forhindre Iran i at udvikle atomvåben til nu at lave aftaler med dem om udskibning af dele af den berigede uran. Sikke en farlig supermagt, USA er, hva’! Vi ryster jo helt i bukserne. Det minder lidt om Libyen Ghadaffi i 80’erne. Han råbte og skreg omkring sig og organiserede det ene terrorangreb på tyske diskoteker efter det andet, men da verdenssamfundet stillede sig sammen og sagde nok, var han ligeglad. ”Hvis I krydser denne linje, så dør I,” sagde. ”Okay, hvis I så krydser denne her linje, så dør I,” måtte han rette det til. ”Okay, denne her linje.” ”Denne her.” ”Okay, hvis I banker på min dør, så kommer jeg slet ikke ud, haha.” USA sendte i 1985 et par bombefly af sted og ramte manden personligt, og i de næste 25 år var vi fri for hans angreb, svineri og opblæste trusler.

Problemet ved at tillade Iran at gøre disse ting er, at vi snart ikke efterlader Israel mange andre muligheder end at efterligne modellen fra 1985. Og står vi så sammen med dem, når det nu er os, der så skammeligt har ladt dem i stikken? Det ser ikke godt ud.