Når vi sender tropperne af sted mod Taleban, skal vi være helt på dupperne.

Efter anholdelsen af Taleban-lederen Mullah Abdul Ghani Baradar, er der mulighed for, at koalitionen kan benytte sig af momentum og gå i offensiven mod Taleban. Det kan lyde underligt, men når vi kæmper imod Taleban, så er det ikke bare en flok gale mennesker i turban med automatiske våben og missiler.

Ingen tvivl om, at der er tale om folk, der kæmper med hjertet, og det er altid interessant. Lidt ligesom nordvietnameserne. Det var meget vanskeligt for det demokratiske Sydvietnam at forstå, hvordan en tilsyneladende almindelig familiefar fra nord kunne komme over grænsen om natten og hugge armene af alle landsbyens børn og så tage hjem til sin familie og lave morgenmad og gå i marken. Det er den slags hjerte, vi taler om.

Og det er ikke noget, vi kan sætte os ind i her i vores del af verden. Der er tale om en så helt igennem indoktrineret fanatisme, at det er blevet hverdag. Der er ikke skyggen af moral eller almindelig menneskelighed, og det er altid næsten umuligt at kæmpe imod den slags mennesker.

Vi har set rene skandalesager, når danske eller amerikanske soldater har ladet folk sidde på hug for længe. På den anden side hugger de hovedet af journalister på tv. Det svarer lidt til at tisse på et højhus, der står i flammer. Men det er vilkårene, og derfor er det ekstremt vigtigt at ride med på de bølger, vi kan.

Det er Erduenig.dk’s læsere også helt med på.