Det ville have været rart, hvis ”Hurt Locker” havde været mere troværdig.

Når den del af publikum, der selv har opholdt sig i Irak, i større eller mindre folketal udvandrer fra filmen ”Hurt Locker” i de amerikanske biografer, så er det ofte det, vi herhjemme kalder et vink med en vognstang. Det er ikke en invitation til at give filmen ekstra priser og særlig ros og anerkendelse. Nu kan det være svært at bedømme, eftersom vi ikke har haft mulighed for at se filmen endnu i de danske biografer, men der er ikke megen Einstein over at kalde det amerikanske filmakademi og Hollywood for ekstremt politiske.

Af en eller anden årsag mener disse mennesker, at det er dem, vi skal lytte til, når politik er dagsordenen, men nu spørger vi jo heller ikke vores lokale skomager om , hvordan vi skal stege bøffen om aftenen, vel? Skal filmen ses? Tja! Det er lidt ligesom den gang, den danske filmanmelder Ole Michelsen var i sine velmagtsdage begravet i sprut og smøger. Hvis han anbefalede en film, så vidste vi, at det højst sandsynligt var en albansk film med andalusiske undertekster. Og det var et rimeligt sikkert tegn til at blive hjemme. Nu er det samme ved at ske for Hollywood.

Når de hylder en film, så er det helt sikkert en politisk og manipulerende film. MEN derfor kan den jo godt være god. Især hvis du er en af dem, der ligesom Hollywood-stjernerne mener, at vi alle sammen her på Jorden godt kan være gode venner, når bare Barbra Streisand får lov at synge ”People who need people”.