Det er meget svært at høre musik i dag uden at støde på rap.

I filmen ”The Last Boy Scout” med Bruce Willis bliver vores helt på et tidspunkt truet med en kniv af en mand, der siger: ”Just once I’d like to hear you scream in pain” (på dansk: ”Bare en gang kunne jeg godt tænke mig at høre dig skrige af smerte.”), hvortil Willis svarer: ”Play some rap music! (på dansk: ”Spil noget rap-musik”).

Det er en fantastisk replik, men den holder ikke længere helt for danskerne, der mere og mere har taget musikken til sig. Den startede som de amerikanske sortes protestmusik, og i dag er det et hvilested for alle, der genre vil bande, kalde kvinder for ludere og hylde kriminelle. I dag er rap i Danmark blevet en niche, hvor unge kan slippe af sted med at gå på barrikaderne, ”fordi det jo er kunst”, men før alle de voksne nu selv begynder at brokke sig, så er det jo også det, der sker på denne side af generationskløften, er det ikke?

Hvordan kan vi ellers sprætte grise op, sy dem sammen igen og lade dem rådne på et museum, eller stille guldfisk op i blendere eller udstoppe hundehvalpe? Det er jo kunst, ikke?