Valget af ”Hurt Locker” som årets bedste film er endnu en gang et udtryk for en misforstået politisk agenda.

”Hurt Locker” er en krigsfilm optaget hovedsageligt i Jordan under ganske fredelige forhold. Den er baseret på en artikel fra Playboy omkring forholdene for nogle soldater i Irak.

I USA er der mange pressefolk og soldater, der har gjort tjeneste i Irak, der har ytret utilfredshed med filmen, og nogle er endda udvandret. Men alt i alt lyder klagerne på, at skildringerne er chokerende ukorrekte og ikke i overensstemmelse med de sande forhold. Ingen har direkte en finger at sætte på selve filmen som underholdning, og den er for så vidt heller ikke nær så anti-amerikansk, som så mange andre af de kæmpe-fiaskoer, der har ramt de amerikanske biografer gennem de senere år.

Problemet er, at oscaren blev givet til den, fordi det var det nærmeste, de kunne komme et solidt politisk statement, der kunne følge i kølvandet på de oscars, der gennem de seneste år er givet til de anti-amerikanske film. Igen, filmen er sikkert ganske god, men har den gjort lige så meget for film som James Camerons ”Avatar”? Kan den nå ”Avatar” til sokkeholderne i nogle som helst kategori – udover måske skuespillet, som man altid kan diskutere? Nej, naturligvis kan den ikke det.

I mangel på en tåbe som Michael Moore i opstillingen, og med deres elskede præsident Obama i Det Hvide Hus var det så som så med de røde faner og muligheden for at finde noget aktuelt at brokke sig over. Derfor vandt ”Hurt Locker”. Og derfor gjorde det amerikanske filmakademi igen sig selv til et andenrangs filmorgan. Og ja, vi sidder også og oscar-uddelingen det næste år.